Inspiration til den store dag: Dåbskjoler og barnedåbs-tøj – det traditionelle eller moderne valg
I Danmark skal et nyfødt barn være enten døbt eller navngivet, inden det fylder 6 måneder. Mange vælger at gøre noget særligt festligt ud af denne begivenhed og fejrer derfor både barnets tilkomst og navn med en festlig begivenhed med velkomstdrinks, god mad, familie og venner samt gaver til den lille ny. I Danmark er der længst tradition for barnedåben, som stadig er central i mange familier, når der kommer en lille ny til.
I mange familier er der megen tradition forbundet med familiens dåbskjole eller det barnedåbs-tøj, som de små bærer til deres barnedåb.
I nogle familier har man en dåbskjole, som har været i familien i mange år, og som generation efter generation har båret til deres barnedåb. I nogle familier er de døbte børns navne og dåbsdatoer broderet på kjolen, og dermed er der meget historie og affektionsværdi forbundet med kjolen.
Traditioner starter et sted, og hvis ikke jeres familie allerede har en familie-dåbskjole, så er det ikke for sent. Lad familiens dåbskjole starte med jer. Der skal ikke mange børn og generationer til, før kjolen får helt særlig betydning. I kan lade familiens nye og kommende generationer få lov at bære kjolen og måske endda få broderet deres navne, og så vil kjolen hurtigt få stor betydning.
Det er ikke alle, som bryder sig om traditionen med de klassiske og formelle, hvide dåbskjoler, og i disse tilfælde er mulighederne for at gå med et helt andet valg også store. Læs med her på siden, og bliv inspireret til, hvilket tøj jeres lille, nye familiemedlem skal bære på den store dag.
Tøj til den store dag: Dåbskjoler
Dåb er en gammel og meget fin, dansk tradition, som følges af mange nybagte forældre, uanset om man er hyppig kirkegænger eller ej. En barnedåb er en fin og højtidelig måde at byde et lille nyt menneske velkommen i familien, og derfor er dåbsdagen også en dag, som betyder meget for mange mennesker.
Når man skal planlægge en barnedåb, er der mange elementer og praktiske ting, man skal planlægge og have styr på. På to do-listen står alt fra gæsteliste, booking af kirke og selskabslokaler, levering af catering og drikkevarer, pynt og meget centralt; påklædningen.
Barnedåbs-tøj: Mulighederne er mange
En dåbskjole er det klassiske valg, hvad angår barnedåbs-tøj, men der er ingen regler eller retningslinjer fra kirken eller nogen andres side, så I bestemmer helt selv, hvad barnet skal have på.
Kjoler til barnedåb kan se ud på mange måneder. I nogle familier får man syet en kjole til barnedåb af en gammel brudekjole fra familien, andre køber en færdigsyet dåbskjole med et gammelt eller moderne udtryk, mens andre bruger en helt anden kjole som barnedåbskjole.
Barnedåbskjoler er ofte lange, hvide og med broderier og fine små detaljer rundt omkring på kjolen. Hvis man er til et mere minimalistisk valg, kan man vælge en helt glat og enkel dåbskjole uden broderier og en masse detaljer.
Barnedåbs-tøj behøver ikke nødvendigvis at være den lange, hvide dåbskjole. Der er mange veje at gå, og i de følgende afsnit kan I læse flere bud på, hvordan dåbstøj til drenge og dåbstøj til piger kan se ud – uanset om I er til det klassiske, moderne eller helt utraditionelle valg.
Dåbstøj til drenge
Dåbstøj til drenge kan indimellem skille vandene. Nogle forældre er nemlig til det helt klassiske look med en lang, hvid dåbskjole med blå sløjfe, mens andre forældre mere er til et andet look, som ikke involverer en kjole. Uanset hvad I er til, så er mulighederne for dåbstøj til en dreng mange, og der er ingen regler.
En dåbskjole til en dreng er traditionelt set pyntet med en lyseblå sløjfe. Hvis I ønsker at peppe den klassiske dåbskjole til jeres dreng lidt op og vil give looket et mere moderne twist, kan I i stedet skifte den lyseblå sløjfe ud med en sløjfe i en anden farve. For eksempel kan jeres dreng bære en mørkeblå, mørkegrøn, gul eller lysegrøn sløjfe.
Dåbstøj til en dreng kan også tage form af en fin, hvid skjorte, en baby-venlig butterfly, måske en sort vest og et par fine, mørke bukser. Dette er også et klassisk valg, som man kan vælge, hvis man gerne vil bevare det formelle og klassiske look, men alligevel ønsker at fravælge den hvide dåbskjole. Man kan få butterflies til små baby-drenge, som sættes om halsen med en løs elastik, som derved ikke klemmer halsen.
Er I til et helt utraditionelt valg, kan I vælge et outfit med meget mere spræl i. Det kan for eksempel være et par jeans, en trøje i et fint design eller med et cool print. Det er kun jeres fantasi og stil, der sætter grænserne.
Dåbstøj til piger
Hvis du har en pige, som skal døbes, så er mulighederne for dåbstøj mange. Dåbstøj til piger kan nemlig være mange ting, og du kan både gå med det helt traditionelle valg, et mere moderne valg eller et helt anderledes og utraditionelt valg.
Hvis du vælger, at din datter skal døbes i en klassisk, hvid dåbskjole, vil du umiddelbart have taget det mest traditionelle valg, men du kan sagtens peppe udtrykket lidt op alligevel.
En dåbskjole til en pige vil traditionelt set oftest være pyntet med en lyserød sløjfe, som både ser fin og smuk ud. Hvis du alligevel vil sætte et lidt anderledes præg på looket, kan du vælge en sløjfe i en anden nuance. Det kan for eksempel være en gul, orange, rød eller lilla sløjfe, som du pynter dåbskjolen til din pige med, som også hitter disse år.
Dåbstøj til piger kan i stedet også være en mere moderne, kortere, hvid kjole, som stadig giver lidt af det traditionelle dåbskjole-look, men som alligevel tilfører looket en mere moderne og mindre formel stil. Du kan også vælge en anden smart, farverig kjole eller et smart og farverigt sæt dåbstøj til din pige, hvis I slet ikke er til de klassiske traditioner, hvad angår dåbstøj til piger. Valget er helt op til jer, jeres smag og stil. Der er ingen regler.
Dåbsdragt
En dåbsdragt er et alternativ til en dåbskjole. En dåbsdragt er en dragt, som der også kan være megen historie og tradition forbundet med, og som barnet kan bære under dåben. Dåbsdragter er ofte også hvide og er altså et helt klassisk og traditionelt valg til en dåb. Der er mange drenge, som bliver døbt i dåbsdragter som et alternativ til dåbskjolen.
Dåbsdragter kommer også i mere moderne udtryk, hvor man i designet er gået væk fra det hvide udtryk. Du kan finde dåbsdragter online eller i mange butikker, hvis du er interesseret i at købe en dåbsdragt.
Billig dåbskjole: Køb dåbskjole med fokus på bæredygtighed
I tidens ånd kan du købe en billig dåbskjole brugt. Det er meget moderne at gå med det bæredygtige valg i disse år, og det brugte valg er både til fordel for jordkloden og miljøet, men også for pengepungen.
Jordkloden skal gerne holde mange år endnu, så de nye og kommende generationer kan få lige så meget glæde af den, som de foregående og nuværende generationer har haft. Derfor er det en fin tanke og et lille twist på den store dag at tænke bæredygtighed, økonomi og den lille nyes fremtid på jorden ind i traditionen, når man investerer i en dåbskjole.
Mulighederne for at købe en billig dåbskjole er mange. Køb dåbskjolen i din lokale genbrugsforretning, hos en af de populære second hand-forretninger til børn, som hitter i disse år, eller benyt dig af en appen Reshopper. Du kan også prøve lykken på DBA eller Facebook Marketplace.
Billig dåbskjole med speciel betydning
Som et alternativ til at købe en billig og brugt dåbskjole kan du også gå med et andet bæredygtigt og billigt valg, når det kommer til dåbskjoler. Du kan nemlig designe og sy eller få syet en dåbskjole selv og i den forbindelse eventuelt upcycle en gammel brudekjole.
I mange familier vælger man at få syet en dåbskjole ud af en brudekjole. Det kan for eksempel være barnets oldemors, mormors eller mors brudekjole, som kan få nyt liv i en dåbskjole.
Det at sy en dåbskjole ud af noget stof, som I allerede har liggende, er både billigt, men også en stor fordel for miljøet. Hvis ikke jeres familie allerede har en dåbskjole i familien med mange år på bagen, kan en hjemmesyet dåbskjole af en brudekjole også være en metode til at skabe affektionsværdi og historie til den nye dåbskjole. Hvis ikke du eller nogen i familien kan sy, kan I lade en skrædder eller anden sy-kyndig hjælpe jer.
Fordelen ved at sy kjolen selv eller at få syet kjolen er også, at I helt selv bestemmer designet på kjolen.
Hvad skal baby have på under dåbskjolen?
Mange dåbskjoler er meget tynde i materialet, og derfor kan de være både gennemsigtige og kolde at have på. Derfor er det vigtigt at tænke over, hvad baby skal bære under dåbskjolen, så I ikke pludselig står uden et oplagt valg om morgenen på vej til kirken.
I mange kirker kan der ofte være meget køligt, særligt hvis barnedåben skal foregå i en ældre kirke uden megen isolering. Derfor vælger mange at give deres baby et par hvide strømpebukser og en hvid uld-bodystocking på under dåbskjolen.
Mange babyer får et sæt nyt tøj på efter kirken, men det er altså ikke nødvendigvis en god idé, at de har dette sæt på under kjolen, da det muligvis vil være synligt igennem kjolen, hvis ikke det er hvidt, da mange dåbskjoler er tynde og gennemsigtige.
Tøj til barnedåb: Hvad skal baby have på efter kirken?
Dåbskjolen er central og fylder meget i planlægningen af en barnedåb, men de færreste forældre (og babyer) gider bøvle med den ofte meget lange dåbskjole en hel dag. Det er derfor meget almindeligt, at baby skifter tøj efter kirken og derfor er iført et andet sæt tøj til selve festen. Hvad angår tøj til barnedåb, er traditionerne lidt mindre dominerende, og det er derfor meget forskelligt, hvad man vælger af tøj til festen.
Nogle foretrækker at finde en anden, mere baby-venlig og kortere hvid kjole til pigerne, som de kan have på til festen, så der stadig er et dåbs-agtigt look over outfittet. Til drengene foretrækker nogle at finde en skjorte, en baby-venlig butterfly og måske endda en sort vest til festen.
Andre vælger et helt andet og mindre formelt look, og ifører i stedet deres baby et mere moderne outfit. Det kunne for eksempel være en farverig kjole og strømpebukser til pigerne og et par cool jeans og en sej trøje til drengene. Traditionerne er altså meget mere afslappede og løse til denne del af festen, og derfor er mulighederne mange. Valget afhænger af jeres smag, stil og præferencer og også af, hvilken type fest I holder.
Tøj til barnedåb: Hvad skal vi selv have på?
Som udgangspunkt er det altid en god idé, at man tænker over, at ens tøj passer til den type fest, man holder. Der er mange måder at være pænt klædt, og hvis I holder en tidlig fest med brunch og en mere uformel stemning, er det ikke nødvendigvis samme outfit, du vil vælge, som hvis I holder en fest, hvor I inviterer til frokost eller aftensmad.
Hvis du ammer dit barn, er det en god idé at tænke over, at det tøj eller den kjole, som du skal have på til dåben, er ammevenlig. Barnedåb afholdes i mange tilfælde i de første måneder af barnets liv, hvor amningen eller flasken fylder meget og er den eneste kost, som barnet får. Indtænk derfor dagens amninger i påklædningen, og undgå unødigt stress og besvær.